Lystbådehavnen er en af Vejles nye store og meget attraktive udstykninger.
Vejle Kommune har i 2010 udbudt i alt tre store parceller i Vejles helt nye bydel ved Lystbådehavnen. Fristen var den 22. oktober 2010.
Der er plads til både boliger og erhverv i de to nye attraktive bykvarterer – Havneøen og Kanalbyen. I alt kan der bygges godt 43.000 kvm. etageareal.
Vejle Byråd vedtog 3. november at sælge Havneøen – et areal på 24.400 kvm. ved Vejle Lystbådehavn til Kirk Kapital A/S. Læs mere om det nye projekt her
Rekreativt område for hele byen
- Målet er at skabe et nyt rekreativt område for hele Vejle By, understreger borgmester Arne Sigtenbjerggaard. Den nye bydel skal være både smuk, spændende og oplevelsesrig med caféliv, åbne pladser og havnepromenade. Vi stræber efter at få skabt et by- og havneliv med en attraktiv udsigt både til fjord, skov, by og lystbådehavn og til Vejles driftige erhvervshavn.
Vejle Kommune har i de sidste tre år arbejdet med udviklingsplaner for den yderste del af Nordkajen, hvor Lystbådehavnen ligger i dag.
- Efter en lang proces, som har involveret alle interessenter, vedtog Byrådet i 2009 en masterplan og et visionsoplæg for Vejle Lystbådehavn. Planen sikrer den fortsatte udvikling af erhvervshavnen samtidig med, at vi kan bruge de udtjente havnearealer til byformål og rekreative aktiviteter.
6 byggefelter på Havneøen
Havneøen får sin helt særlige karakter både med en placering omgivet af vand og med et særligt havnetorv, som skaber et enestående byrum, som åbner sig ind mod Vejles byfront i vest. Mod syd afsluttes øen af en særlig bebyggelse over mod erhvervshavnen, som ligger syd for Lystbådehavnen.
Havneøen blev udbudt som storparcel med et grundareal på ca. 24.400 kvm til erhvervs- og boligbyggeri med et samlet etageareal på op til 33.000 kvm. fordelt på 6 byggefelter.
2 byggefelter i Kanalbyen
I kanalbyen vil det sydvendte kanalmiljø være en særlig attraktion med et solrigt og læ-beskyttet lokalmiljø med gode muligheder for cafeer, restaurationsliv, udendørs opholdssteder m.v.. Kanalen skaber også en tæt sammenhæng mellem søsportsaktiviteter og bylivet.
I Kanalbyen blev udbudt et byggefelt på 1700 kvm. til bolig- og erhvervsbebyggelse på i alt 6.500 etage kvm. og et byggefelt på 950 kvm. til boligbebyggelse i 5 etager på i alt 4.100 etage kvm.
Kontaktpersoner:
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard tlf. 27 13 15 01