Skip navigation

PensionDanmarks byggeri

Nu er der taget hul på PensionDanmarks boligbyggeri på Vejle Havn

Så er byggeriet af 111 nye lejligheder på Vejle Havn i gang. 27. januar blev første spadestik nemlig taget til PensionDanmarks 11.000 m2 store boligbyggeri, hvor de første beboere forventes at kunne flytte ind i begyndelsen af 2013.

PensionDanmark har samlet investeret 200 mio. kr. i byggeriet, som skal give medlemmerne et godt afkast.

”Beliggenheden på Vejle Havn er helt i top, og vi regner derfor med, at der vil være en god efterspørgsel efter lejlighederne. Dermed forventer vi også, at investeringen vil sikre medlemmerne et stabilt afkast år efter år, og det er vigtigt i en tid med udsigt til fortsat uro på finansmarkederne,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Han tog i dag første spadestik til byggeriet sammen med borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), Vejle Kommune, og underdirektør Knud Vium Andersen, E. Pihl & Søn.

Første spadestik til hele havneprojektet
”Vi er meget glade for, at PensionDanmark nu er klar til at sætte spaden i jorden. For i dag tager vi ikke alene første spadestik til PensionDanmarks store byggeri, men til hele vores store havneprojekt. Snart er også Østerbo i gang, og planlægningen af Kirk Kapitals nye hovedsæde er i fuld gang. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et meget attraktiv byområde med både boliger, erhverv, helt ny klubø og rekreative områder,” siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard, Vejle Kommune, der solgte grunden til PensionDanmark i december 2010.

Udover lejlighederne i Vejle bygger PensionDanmark i øjeblikket også boliger på Århus Havn, opfører et lavenergikontorhus i Buddinge og er med i det konsortium, som foretog den største ejendomshandel i 2011 med købet af FN Byen i København. PensionDanmark har investeret 8,5 mia. kr. i danske erhvervs- og boligejendomme svarende til godt 7 pct. af formuen. Målet er at øge denne andel til mindst 10 pct. i 2015.

Totalentreprenør på byggeriet i Vejle er E. Pihl og Søn A.S, mens COWI er byggeherrerådgiver.
Arkitekter på projektet er Arkitema Architects, og rådgivende ingeniører er Rambøll Danmark A/S.

Læs mere om byggeriet på http://kanalfronten.dk/#home

Yderligere information
Kommunikationskonsulent Rune Lindberg, PensionDanmark, telefon 4032 2901.

Denne side er sidst opdateret: 27.01.2012

Lystbådehavnen - første spadestik 27. januar 2012

1. spadestik til PensionDanmarks byggeri. Fra venstre ses Underdirektør Knud Vium Andersen, E. Pihl & Søn, borgmester Arne Sigtenbjerggaard og direktør Søren Ulslev, PensionDanmark. 

fotos: Jesper Rimmer Petersen

Lystbådehavnen - første spadestik 27. januar 2012

Lystbådehavnen - første spadestik 27. januar 2012