Vejle Byråd har den 8. februar vedtaget "Forslag til temaplan for mindre landsbyer". Forslaget til temaplanen er et tillæg nr. 34 til Kommuneplan 2009-2021.
Forslaget er til debat fra 22. februar til 18. april 2012 kl. 14.00.
Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati afholder et landsbytopmøde for alle interesserede den 12. marts i Vingstedcenteret om forslaget. Mødet annonceres cirka en uge før.
Om forslaget
Forslaget består af retningslinier og afgrænsninger, som er til offentlig debat. Det rummer også en omfattende beskrivelse af plangrundlaget for hver landsby.
Vejle Amts Folkeblad har taget temperaturen på de mindste landsbyer ved at interview beboererne i hver eneste landsby i temaplanen for at høre, hvorfor de bor i netop deres landsby.
Der er foretaget screening af tillæggets indvirkning på miljøet jævnfør miljøvurderingsloven. Det er vurderet, at planen ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke skal miljøvurderes. Temaplanen omhandler mindre justeringer og omfordelinger af landsbyafgrænsninger samt ændringer af rammebestemmelser og retningslinjer. Den omhandler kun arealer i landzone og ny bebyggelse kan kun ske som afrunding og huludfyldning.
Download
Hent temaplan, screening for miljøvurdering og temaavis om de mindre landsbyer over nettet eller læs dem på biblioteket eller hos forvaltningen på Kirketorvet 22, 7100 Vejle. NB filerne er meget store!
Dine bemærkninger
Deltag i debatten og send os ideer og forslag til temaplanen. Du kan sende idéer og kommentarer til forslaget inden høringsperiodens udløb til e-mail: plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Klagevejledning til screening for miljøvurderingen
Du kan klage skriftligt over, at der ikke udarbejdes miljøvurdering vedrørende retlige spørgsmål til Natur- og Miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV eller nmkn@nmkn.dk. For oplysning om gebyr i forbindelse med klage, se Natur- og Miljøklagenævnets hjemmeside, www.nmkn.dk. Natur- og Miljøklagenævnet skal modtage klagen inden 4 uger efter denne offentliggørelse. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra denne offentliggørelse.
Her kan du se forslaget
Kommunens hjemmeside www.vejle.dk/planer, i Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle eller på bibliotekerne i Vejle, Give, Egtved, Børkop og Jelling. Planen kan rekvireres ved henvendelse til Teknik & Miljø, Kirketorvet 22.
Kontaktpersoner for planen er Søren Nellemann (sorne@vejle.dk) eller Peter Sepstrup (pekse@vejle.dk) Telefon 76 81 00 00.